Okseragout

Tilberedningstid 2+ timer

Fremgangsmåde

Når vinteren byder på hård kulde, kæmper vi imod med blød simremad...

Start med at skære dit kød i større klodser på 3 x 3 cm. 
Ordn dine grøntsager ved at skrælle og vaske dem efter behov. Det skal være grove stykker. Hvidløget deles bare midt over.

Del pølsen i grove stykker også. Varm en gryde op til den er rygende varm. På med olien og kødet i et lag. Sørg for, at kødet får godt med stegeskorpe dvs. masser af farve. Det er her smagen kommer frem. Brun pølsen med af, og tag det hele op i en skål. Nu krydres der med salt og peber. Lad gryden forsætte på varmen og smid grøntsagerne og timiankvistene ned til fedtstoffet fra kødet, og brun det hele godt af. Tilbage med kødet nu, og rør godt rundt. 

Kom melet ved og fordel det. Nu er det tid til rødvinen. Bliv ved med at have fuld fart på varmen, så vinen koger hurtigt ind til den halve mængde. På med de hakkede tomater og bouillonen. Dækker det ikke det hele helt, toppes op med vand. 

Nu er det, at hele molevitten skal ind i ovnen i ca. 1,5 - 2 timer ved 180 grader.

Når det kommer ud, og kødet er mørt og saftigt, smages det til med salt og peber, hvis det mangler det sidste. Man må ikke stå med en ret med så meget kærlighed i, og så ikke smage den ordentligt til. Giv den evt. et lille drys persille til allersidst...

En ragout som denne egner sig perfekt til grov kartoffelmos, tungt brød eller en sprød salat. 

Ingredienser

4 personer
  • Okseragout

  • 400 g. oksekød, bov eller bryst
  • 3 spsk. olie
  • 1 stk. pølse, evt. chorizo
  • 4 stk. gulerødder
  • 1 stk. knoldselleri
  • 4 stk. løg
  • 1 stk. hvidløg
  • 2 stk. porre
  • 1 dusk timian
  • 1 spsk. hvedemel
  • 1 glas rødvin
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 4 dl. boullion
  • 2 spsk. persille, hakket

Billeder fra opskriften

Kommentarer

  • Solveig A.

    SÅ lækker!!!

    • Jesper Vollmer

      Skøøøønt Solveig
      Men du har da ellers været langt nede i arkivet her hva´?
      Jesper

  • Solveig A.

    Ja, men lavede den kort efter du var i TV 2 med den. Mine unger elsker den, så den skal på menuen igen på søndag, skulle blot være sikker på opskriften og så måtte jeg jo melde mig ind ;)

  • Bo L.

    Hej Jesper. Vil lige høre hvormange personer dine opskrifter er til?
    Min kone vil gerne vide det.
    Hilsen Bo

    • Jesper Vollmer

      Hej Bo
      Langt de fleste opskrifter er til 4 pers. Hvis det en gang i mellem afviger, så skriver jeg antallet på.
      Jesper

  • Sanne T.

    Altså Jesper smager fantastisk😜Det giver en rigtig god smag med pølserne i.
    Jeg lod retten stå og simre i ovnen på 130 grader fra middag 👍
    Stegning med den høje varme, var nyt godt jeg havde dig med på på skærmen, ellers var der blevet skruet ned 🤪

    • Jesper Vollmer

      Skide godt Sanne
      Så er det jo godt med de film ikk´?
      Mange ting er svære at læse sig til, hvis man nu har andre vaner i køkkenet...
      Jesper

  • Lissi R.

    Det smager rigtig godt med kartofler i stedet for selleri (er ikke glade for selleri). På den måde undgår man også at lave kartoffelmos 😄

    • Jesper Vollmer

      Hej Lissi
      Fantastisk at du har været helt nede i arkivet fra hvor vi startede...
      Og ja man kan sagtens erstatte de ting, man ikke er så glad for.
      Godt gået...
      Jesper

  • Mai M.

    Gennem min søster, har jeg stiftet bekendtskab til din "mad-klub". WOW - spændende. Skulle imponere vores datter og svigersøn i går med "okse-ragout"/kartoffelmos og hjemmebagt Fougasse. SKØN SKØN okse-ragout - stod ca 3 timer i ovnen - har aldrig fået så mørt og velsmagende oksekød. Lægger du flere opskrifter op på "simre-mad" ?

    • Jesper Vollmer

      Dejligt at høre Mai
      Jeg har flere simreretter herinde: kalveskank, svinekæber, lammeragout og coq au vin...
      Måske de skal testes af?
      Jesper

  • Mai M.

    1000 tak - så søger jeg på de retter. Jeg er ikke så "velbefaren" i kokkeri, så derfor søgte jeg udelukkende på "gryderetter" og "simremad" ☺️

  • Lone B.

    Kan der bruges oksehaler?

    • Jesper Vollmer

      Hej Lone
      Ja det kan der. Det ville smage SÅ godt.
      Og hvor er jeg vil med, at du er så langt tilbage i arkivet til den allerførste ret 😜
      Jesper

  • Louise V.

    Kære Jesper.
    Kan man bruge kalvecuvette til denne ret i stedet for okse og i tilfældet ja, hvordan ændres kogetiden sig evt.
    Mvh
    Louise

    • Jesper Vollmer

      Hej Louise
      Det kan du sagtens bruge. Jeg tror ikke, at kogetiden er særligt meget kortere. Jeg ville gøre det på samme måde.
      Men smag på det løbende. Så du kan stoppe tilberedningen, når kødet er perfekt.
      Jesper

  • Søren D.

    Lækker opskrift... fandt endelig oksebov på tilbud og fik fat i en god chorizo pølse

Skriv en kommentar

Du skal være medlem for at kunne skrive kommentarer.